Min mor døde natten til fredag den 27. september 2019, 92 år gammel.
Hun blev indlagt med lungebetændelse på hospitalet lørdag den 21. september om eftermiddagen.
Vi skyndte os til hospitalet, og da vi kom sov hun lige så fint.
Min mor blev sat i behandling mod lungebetændelse, hun vågnede lørdag aften, og var som sædvanlig meget glad for at se min mand og jeg. Hun var blevet mere mild med årene, og det sidste år på plejehjem med medicinering mod depression og psykoser var hårdt.
Nu lå hun der, lille og skrøbelig med rallende hoste og et smil på læben. Lægen begyndte hendes behandling med antibiotika. Hun kom op på en anden afdeling, og vi hyggede os med hende.
Søndag hostede hun og havde feber, og alligevel var hun ved godt god. Min mand fortalte hende, at han skulle tre dage til Tyskland, og hun var omsorgsfuld og sagde, at han skulle passe godt på sig selv i trafikken. Det blev sidste gang, han fik snakket med hende.
Jeg blev hos min mor hele dagen. Det var dejligt, at hun på et tidspunkt sagde: ”Åhhh, hvor jeg dog elsker dig.”
Om aften sagde mor nej til at få sonde. Hun var i forvejen en lille og kræfterne aftog hurtigt som slim og sekret og sugning tog på hende.
Senere den aften kom min datter. det dejligt at hun kom, for jeg trængte til at have lidt familie omkring mig. Senere kom min søster.
Mor fik sagt nej tak. Hun sagde; ’jeg vil ikke mere’, og det var dermed afgjort. Hun blev bragt tilbage til plejehjemmet for at sove ind.
Det er sent. Jeg er alene med mor.
En hånd på mors pande og et kys, og jeg læser 1. kor. 13. Kærlighedskapitlet.
Jeg er for træt til mere. Lidt over kl. 23 går jeg til ro i stuen på plejehjemmet, hvor min gæsteseng står. Jeg beder til Gud, beder om, at det ikke må vare for længe, at mor ikke skal ligge sådan i dagevis.
Jeg er udmattet. Jeg ligger og lytter til mors vejrtrækning. 2-3 stød… og en pause.
Jeg ligger og lytter… Jeg vugges i søvn af hendes nye rytme og tænker ikke mere.
Plejeren kommer kl. 01.07. Mor er sovet ind, mens jeg sov.
Mor er varm, hendes hænder er varme, hendes bryst og ansigt er varmt.
Mor er væk.
Min mor er her ikke mere.
Jeg sidder pludselig alene på min pårørendeseng.
Kærligheden blev pludselig hjemløs. Og jeg mærker, at sorgen er fuld af min kærlighed til min mor, der ikke er her længere. Jeg vil hjem til min mand. De levendes land.
Tro, håb, kærlighed – størst af alt er kærligheden.
